Prisen
for en vindmølle, for en mobiltelefon og for mange andre industrivarer afhænger
af, hvor mange der allerede er produceret af slagsen.Der er mange eksempler på, at produktionsprisen for en bestemt teknologi falder med en konstant faktor, hver gang den producerede mængde fordobles. Hvis eksempelvis omkostningerne ved at producere solceller falder med 18% fra der er produceret 1 MW solceller, til der er produceret 2 MW, og med yderligere 18%, når der er produceret henholdsvis 4 MW og 8 MW, så kan man med rimelighed regne med, at priserne igen vil falde 18%, når der er produceret 16 MW, og så fremdeles.
Denne håndregel for prisfald er ikke en naturlov, og der er derfor ingen garanti for, at den altid gælder. Alligevel fortæller den en del om mulige fremtidige priser for forskellige teknologier. Den betyder, at selvom en bestemt teknologi, f.eks. vindmøller, på et tidspunkt er dyrere end andre måder at producere el på, kan den godt blive den billigste i fremtiden. Andre teknologier bliver selvfølgelig også billigere, når der produceres mere af den. Men for traditionelle store elværker, går der lang tid mellem, at man kan fordoble den samlede kapacitet. Derfor har nye, decentrale teknologier mulighed for blive billigere end gamle, da deres fordoblingstid er meget kortere.
Introduktionen af ny teknologi kræver, at nogen vil finansiere den første fase, hvor den er dyrere end de traditionelle teknologier. Men hvis ingen vil investere i starten, kommer den nye teknologi måske aldrig over sit kritiske punkt og får aldrig nogen større betydning. Og da ingen virksomheder i praksis har råd til at investere i en hel ny teknologi til elproduktion, er det afgørende, at stater og internationale organisationer som EU er med til at investere. Det gælder både direkte udviklingsstøtte og favorable regler for f.eks. salg af el til elnettet. Hvis et land går foran med støtte til en bestemt teknologi, har det mulighed for senere at få en stor andel af verdensmarkedet, som det er tilfældet med de danske vindmøller.
Dette afsnit bygger på ”Experience Curves for Energy Technology Policy”, udgivet af Det Internationale Energiagentur i Paris (IEA), 2000, www.iea.org og mht. vindkraftpriser på ”Wind Power for Western Europe, – an INFORSE Proposal for 2000-2020”, INFORSE-Europe, www.inforse.org.
Miljøomkostningerne skal med i prisen
Både i EU-Kommissionens og OECD’s strategier for en bæredygtig udvikling anbefales økonomiske styringsmidler til at reducere forurening m.m. Markedskræfterne skal bringes til at tage mere hensyn til miljøet ved at miljøomkostninger indregnes i priserne. Det kan f.eks. ske med grønne afgifter. I planer for at nedbringe Danmarks drivhusgasudslip, er det naturligt at afgifter på drivhusgasser spiller en væsentlig rolle. Man kan fastsætte en miljøafgift efter samfundets omkostninger ved miljøbelast-ningen. Men da det er meget svært at vurdere de samlede omkostninger ved f.eks. drivhus-effekten, er et andet alternativ at fastsætte afgiften, så det kan betale sig for virksomheder og husholdninger at reducere forureningen. Afgiften fører dermed omkostningerne ved at reducere forureningen over til dem, der forurener. Langt de fleste grønne afgifter i Europa er i princippet fastsat på denne måde. Og det er også det princip, der bør anvendes for grønne afgifter til at reducere drivhusgasudslip. På den måde kan man bedst sikre, at de ønskede reduktioner opnås.